Evigt fan af Azzurri

Da Italien vandt VM

Jeg har været fan af det italienske fodboldlandshold (Azzurri), siden 1980’erne gik på hæld, og jeg var dermed en lille knægt, da de hev deres 3. VM-titel i hus i VM i Spanien i 1982.

Derfor var det da også en gigantisk forløsning, da de igen kunne hæve trofæet i 2006 i Tyskland. For efter den enorme skuffelse, som blev serveret i EM-finalen i 2000, hvor Frankrig i finalens ekstratid, var det en kæmpe fornøjelse at se Azzurri, netop slå Frankrig i finalen, 6 år senere, efter en lang hård og kamp, som blev afgjort på straffespark.

Den famøse billet

Sejren blev naturligvis fejret i hele Italien, og varede i flere uger, og den aften, 9. juli 2006, hvor Fabio Cannavaro kunne hæve VM trofæet, var jeg sikker på jeg skulle være med til Italiens første officielle kamp i efteråret.

Dén kamp blev planlagt til starten af september og spillestedet blev det legendariske stadion, San Paolo i Napoli, og modstanderen blev Litauen. Den første officielle kamp som verdensmester og første kamp i EM kvalifikationsgruppen til EM i Schweiz og Østrig 2008.

Turen til Napoli

Jeg bookede flybilletter til Rom, hvor jeg skulle afsted om fredagen og hjem igen søndag. Kampen skulle spilles lørdag aften, og det var det eneste jeg havde med hjemmefra. Flybilletterne. Uden bookning af hotel eller fodboldbilletter, landede jeg i Fiumicino lufthavnen og kørte langs kysten ned og tog en overnatning i Pozzuoli, godt 10 kilometer fra San Paolo. Når du ikke har bestilt hotel hjemmefra, så bliver det ikke nødvendigvis billigere at købe det på stedet. 75 euro for en enkelt overnatning, så er det da også betalt på et, bevares, okay hotel i en forstad til Napoli.

Forsinket billetåbning

Næste morgen var det tidligt op og ind til stadion. På landsholdets hjemmeside stod der, at billetlugerne åbnede kl. 9.00, så jeg var tidligt på stedet, for at være sikker på at få billet. Da klokken blev 9 var der endnu ikke noget åbent, og der kom flere og flere mennesker og klokken slog. Da vi havde ventet i 30-45 minutter, blev de små låger endelig åbnet og vi kunne endelig få købt billet. Men husk på, at et tidspunkt på en hjemmeside kun er vejledende. I hvert fald i Italien!

Fabio Cannavaro – Ægte napolitaner

Napolitanerne glemmer ikke deres helte og her kan du se flere flag med Diego Maradona, hængende i gaderne. Anføreren for Azzurri, hed på dette tidspunkt Fabio Cannavaro og er napolitaner, og han løb naturligvis forrest, da spillerne kom på stadion og tog en æresrunde med pokalen. Gåsehuden var til stede og den blev ikke mindre, da de 55.000 tilskuere sang nationalsangen for fulde gardiner på det tyndslidte San Paolo, der ikke har set en renovering siden 1990.

Selve kampen var ikke noget særligt. Inzaghi reddede en potentiel katastrofe, da han scorede Italiens eneste mål i kampen og sikrede 1-1 mod Litauen, hvilket ikke var imponerende. Jeg havde ikke spillet på kampen, for så havde jeg helt sikkert tabt mit odds tips, for jeg spiller aldrig i mod Italien, kun på sejre!

Tilbage til Rom

Selvom kampens resultat var skuffende, var det en stor oplevelse at være på stadion til denne kamp og det tog da også lang tid at komme ud af stadion. Det tog endnu længere tid at komme derfra i bil, for vejnettet omkring San Paolo er ikke fantastisk.

Klokken var langt over midnat, da det lykkes at komme på motorvejen og nord på mod Rom, hvor jeg havde et fly der afgik meget, meget tidligt. Derfor havde jeg besluttet mig for, at jeg tog en skraber i bilen og ikke ville til at poste penge efter et hotel, hvor jeg maksimalt kunne være i nogle timer.

Det var ikke en nattesøvn i himlen, men det var en tur og en oplevelse, som aldrig nogensinde bliver glemt. At opleve de italienske verdensmestre på nærmeste hold, og så endda i Napoli.

Artiklen er sponsoreret.